Naturens magi danner rammen for posthusets sommerudstilling
Vibeke Ringholm Jørgensen bruger fotografier fra lande som Norge, Italien, USA eller Island, bearbejder dem på pc, og maler så motivet på lærredet med oliefarver.
Kraftige konturer står side om side med mere ekspressive strøg, og det gør farveholdningen til et spil mellem kolde og varme toner med ofte voldsomme overgange mellem lys og skygge.
Suzanne Aaboe maler i akryl, og gerne i store formater. Hendes fokus ligger i en ekspressiv tilgang til motivet, og i udformningen af formen og farvens udtryksfulde kvaliteter. En magisk naturoplevelse ligger ofte til grund for det maleriske udtryk i mange af billederne.
Stig Jørgensen har valgt en helt anden og ikke så helt almindelig vej at udtrykke sig på - nemlig fotografiet. Stig lægger ikke skjul på at nogle af billederne er manipuleret, ved at bearbejde og redigere dem til spændende, sjove og anderledes udtryk. Men det originale foto af naturen mv. er en væsentlig del af værkerne.
Kunstnerne Vibeke Ringholm, Suzanne Aaboe og Stig Jørgensen står bag den første af Det Gamle Posthus i Gillelejes tre udstillinger i sommer.
Udstillingen ”Naturens magi” åbner 17. juni og fortsætter til og med 6. juli. Der er åbent alle dage - undtagen mandag - fra kl. 11.00 til kl. 16.00. Fernisering 18. juni kl. 13.00 - 16.00.